Hændelsen d.19.oktober 2013 vil for altid være i mig som noget meget meget tragisk. Det gør mig rigtig ked af at tænke på - allerhelst vil jeg glemme hændelsen for evigt, men det lader sig desværre ikke gøre. Jeg er for altid psykisk ramt grundet den. Her på min egen grund skete det. Jægere var skyld i min deroute. Helt ustraffet kunne de få lov til det. Det må de nemlig godt i Danmark. De må godt ødelægge andres liv og betræde ens grund - helt uden konsekvenser. Det fortæller flg. hændelse:

 

Kl. 9.15 hørte jeg i det fjerne en masse gøen. Jeg var ude at spadsere på min naturgrund, da der pludselig dukkede en masse jagthunde op. Først troede jeg, at det var leg, men snart gik det op for mig, at det var blodig alvor og dyremishandling af værste skuffe, for da jeg havde jaget hundene væk kom der løbende 1 rådyr ud af et skel, hvor hundene havde jaget det ind. Råvildtet var anskudt og det billede vil for altid være i min hukommelse af 1 anskudt råvildt, hvor det ene forben hang og dinglede og det nederste af det ene bagben var skudt af. Råvildtet skreg, mens hundene jagtede det (denne lyd er iøvrigt så slem, at selv nogle jægere ikke kan lide lyden, fortalte schweiss-hundeføreren mig senere). Ingen kom  for at aflive det. Med andre ord kunne råvildtet få lov at dø i store smerter, måske i mange timer endnu.

 

Rystet løb jeg ind og ringede til Schweiss-registret. Der kom en schweiss-hundefører ca. 45 minutter efter. Ventetiden havde været ulidelig. Bare tanken om, at dyret skulle lide i ventetiden var næsten ikke til at holde ud. Schweiss-hundeføreren fortalte senere, at han på vejen ud mod mig havde mødt jægerne og de kunne fortælle ham, at jo de havde anskudt et dyr, men havde ikke gjort noget for at få det aflivet, for det var de først forpligtet til 6 timer efter i forhold til at ringe efter en schweiss-hundefører. Èn af jægerne kendte schweiss-hundeføreren og denne jæger sagde: Er det nede ved NN? Og det er da godt, at der bliver gjort noget ved det.

 

Da det anskudte rådyr blev opsnuset af hunden, som schweiss-hundeføreren havde med, måtte jeg holde mig for ørerne. Denne skrigen er så slem, fordi det er dødsangsten og det er denne skrigen, som selv nogle jægere ikke kan lide. Hunden gjorde det af med rådyret ved at bide det i struben. Slutteligt stak schweiss-hundeføreren en dolk i maven på rådyret. Her udåndede det. Jeg var i tårernes land. Hvorfor skal uskyldige lide? Hvorfor kan det være lovligt? Hvorfor er det ok?

 

Nu sidder jeg tilbage og prøver at finde mig selv. Jeg vil se, om jeg kan gøre en forskel, men som en mand fra bestyrelsen i dyrenes venner siger om jagt: En ulovliggørelse af jagt virker som en umulighed, som det ser ud idag.

 

 

 

 

 

14. oktober 2013 Nyhedsbrev Dansk Ornitologisk Forening/Jan Skriver

Blodbad på blishøns – massakrer skal stoppes

 

727 blishøns blev skudt af 31 jægere fra Ulvsund Strandjagtforening, da der forleden blev holdt fællesjagt. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) opfordrer jægerne til større selvjustits ved helt at droppe drivjagter på flokke af blishøns. Jagtformen har karakter af nedskydning, og den harmonerer ikke med naturmoralen i et moderne samfund, mener DOF

Vildtparaden talte 727 blishøns, da 31 jægere fra Ulvsund Strandjagtforening var færdige med deres sædvanlige jagt på blishøns den sidste lørdag i september i Ulvsund mellem Møn og Sydsjælland.

Dagen efter blev der fundet 87 døde og anskudte blishøns yderligere i vandområdet ved Mønbroen. Og der var efterladt hundreder af tomme patronhylstre i området.

Massakren på vandfuglene får Dansk Ornitologisk Forening (DOF) til at opfordre danske jægere til helt at droppe storstilede fællesjagter på blishøns.

- Jagtformen er grotesk, og den strider mod nutidens etik og naturforståelse. Hvis ikke jægerne selv tager affære og dropper den slags fællesjagter i fremtiden, vil vi arbejde på at få denne jagtform forbudt, siger Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

DOF-formanden påpeger, at blishønsejagten fandt sted i et Natura 2000-område, der er udpeget som et særligt værdifuldt fugleområde blandt andet på grund af de store forekomster af rastende og fouragerende blishøns i vinterhalvåret.

Blishønsene er på udpegningsgrundlaget, hvilket indebærer, at Miljøministeriet skal sikre denne art en særlig beskyttelse.

- Det er rent ud sagt noget forbandet svineri, at vi endnu i vores tidsalder skal være vidne til så massive nedskydninger af vandfugle, siger Egon Østergaard.

Under fællesjagter på blishøns skræmmer jægere i skydepramme og joller vandfuglene sammen i tætte flokke for eksempel i en vig. Blishønsene tør i den situation ikke flyve ind over land, og vandet nærmest koger i et inferno af skræmte fugle.

Til sidst begynder fuglene at flyve ud over jægerne, og her skyder strandjægerne så blishønsene på tæt hold. Jagtformen er kendt fra flere fjordområder i Danmark. DOF har tidligere kritiseret denne form for jagt ved Kolding Fjord og i Roskilde Fjord.

Fra tidligere jagter i fjordområder på Sydsjælland er der eksempler på, at 1.800 blishøns har måttet lade livet i en fælles drivjagt i løbet af en dag.

Og for få år siden blev 931 blishøns på få timer skudt af 27 jægere i skydepramme i Roskilde Fjord.

- Nedlagte blishøns må ikke handles i dag, så det er svært at se ideen i at skyde store flokke af disse vandfugle. Fælles drivjagt på svømmefugle er dybt kritisabel, for vi ved, at denne jagtform afstedkommer mange anskydninger, når fuglene flygter i panik. Det er dokumenteret, at drivjagter hører til de mest forstyrrende jagtformer, understreger Egon Østergaard.

Ifølge Vildtudbyttestatistikken er der de senere år skudt mellem 10.000 og 13.500 blishøns om året i Danmark.


http://www.dof.dk/index.php?id=nyheder&s=nyheder&m=visning&nyhed_id=1188#sthash.cNif6fzZ.dpuf

 

 

 

 

 

De grønnes hykleri

 

De grønne organisationer skoser i en helsidesannonce (Pol. 11/10) regeringen for ikke at gøre tilstrækkeligt for naturen. Berettiget nok, men de burde samtidig gribe i egen barm.

Som repræsentanter i Vildtforvaltningsrådet er Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund, Dyrenes Beskyttelse og Friluftsrådet medansvarlige for et forlig, der giver grønt lys for jagt på truede dyrearter og hvert eneste år at udsætte henved en halv million skydeænder, som forurener de ca. 1000 søer, hvori de udsættes, i en grad, så det meste andet liv forsvinder og biodiversiteten lider ubodelig skade.

 

Annette Rosenmunthe

13.10.13

 

 

 

Ræven er en tyv!

 

Det fastslår og videreformidler en vildtkonsulent og jæger i Naturstyrelsen, når han underviser jægere i rævebekæmpelse i bl.a. Danmarks Jægerforbund, og bringer dermed Naturstyrelsen på kant med de jagtetiske regler, som Naturstyrelsen tilmed selv har været med til at udarbejde sammen med Danmarks Jægerforbund. I de jagtetiske regler defineres alle vildtarter som ligeværdige.

At fastslå at RÆVEN ER EN TYV legitimerer jo i sig selv, at ræven har fortjent sin skæbne, nemlig at den hyppigste dødsårsag for ræve er jagt. Ca. halvdelen af rævebestanden skydes hvert år. På grund af jagt bliver en ræv normalt kun 3-4 år. Beskyttes den, lever den let 12 år.

Naturstyrelsen tilsidesætter det overordnede natursyn, når den giver naturens vilde dyr prædikater som tyve og skadedyr defineret i f.h.t. menneskets interesser med mindelser til tiderne først i sidste århundrede, hvor der blev udbetalt skydepræmier for krumme klør. Så skal man i givet fald ikke rose sig af at være naturforvaltere, men forvaltere af en reguleret køkkenhave.

 

I den internationale anerkendte naturperle Lille Vildmose, hvor der ikke længere er jagt på ræve, beskrives ræven som uundværlig for den danske natur. Uden ræve ville f.eks. antallet af mus løbe løbsk. Ud over mus, har ræven også fugle og andre dyr på menukortet. Vel at mærke som oftest svage dyr eller ådsler. Ræven udfører dermed et vigtigt renovationsarbejde og medvirker til at opretholde sunde bestande.

Hvorfor skyder jægere så ræve? Det gør de efter sigende for fornøjelsen skyld, for at beskytte deres jagtudbytte af f.eks. ænder, fasaner og rådyr, for at undgå spredning af rabies og ræveskab og for pelsens skyld; men ræven skydes måske mest, fordi man nu engang skyder ræve. For ræven er da et skadedyr, er den ikke?

Svaret er tilsyneladende ja i flg. Naturstyrelsen, som definerer ræven som tyv og skadevoldende vildt. På grund af prædikater som tyve og skadevoldere måtte 300.000 dyr og fugle, heraf mindst 37.000 ræve, sidste år lade livet for jægerens bøsse.

 

Intet nyt under solen? For 100 år siden udkom Oluf Winges bog: Jægernes skadelige dyr, og den er desværre stadig højaktuel: “Enhver, der har et liebhaveri tror at have ret til at udrydde de dyr, der ærgrer ham. De hidsigste råb om udryddelse, komme ofte fra dem, der forsvarer deres fornøjelser; over den slags folk er der en ganske egen griskhed, en sygelig angst for at miste noget som helst, en fordringsfuldhed der går over alle grænser.” (Genudgivet på forlaget BæreDygtighed)

 

Birte Dahl

jagtkritiskforum

2.10.13

den 27. oktober 2013

 

Dyremishandling af værste skuffe.

 

Skal vilde dyr i den danske natur mødes med krudt, kugler og lemlæstelser,

fordi jægere skal dyrke deres fritidsfornøjelse?

 

Jagtkritisk Forum har modtaget følgende beretning og foto fra Allan Jensen.

Jagtens etiske underskud

 

Villet blindhed

I betragtning af jagtens blodige og veldokumenterede forhistorie er den nidkærhed, hvormed jægerne vogter og forvalter deres interesser både usympatisk og meget langt fra at matche et civiliseret samfunds forventninger. Jægerstanden synes alt for ofte at være ramt af kollektivt hukommelsestab, som sammen med deres præference for camouflage har medført, at de end ikke kan se sig selv - og har udviklet en form for villet blindhed, som spærrer for det etiske udsyn. Senest er det set demonstreret i Vildtforvaltningsrådet, hvor jagtinteresserne i sommerens agurketid opførte det store forargelsesdrama, da 2 medlemmer af rådet - Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dyrenes Beskyttelse (DB) - gik såkaldt enegang og henvendte sig direkte til jagtens – og miljøets minister.  Sandsynligvis fordi ”nok var blevet nok”. De to grønne foreninger kunne ikke længere se passivt til, at jagten efterlader ræveunger til sultedøden efter forældredyrenes bortskydning. Som anbefalet af Dyreetisk Råd ønsker DN og DB – modsat jægerinteresserne - skrappere regler for jagt i dyrenes yngletid

 

Vildtforvaltningsrådet

Vildtforvaltningsrådet (VFR) har siden 1979 rådgivet miljøministeren om vildtforvaltning og jagtlovgivning.  Rådet er pr. definition en problematisk konstruktion af medlemmer repræsenterende modstridende interesser mellem jagt, erhverv og natur.

VFR tilhører en svunden tid fra før mangfoldighedsbegrebet biodiversitet blev sat på dagsordenen. Det burde være indlysende for enhver, at naturens livsforskellighed let får urimelige vilkår i et råd, som domineres af jagtlige interesser. Jagtinteresser bør ikke sætte dagsorden for forvaltningen af Danmarks vildt. Vildtet bør ikke – som det sker nu – defineres og forvaltes som jagtobjekter. Vilde naturligt forekommende dyr skal eksistere i den danske natur i deres ubetingede helt egen ret og forvaltes ud fra etisk og biologisk bæredygtighed.

Til samme svundne tid hører også rådets juridiske grundlag: jagtloven, som tilsiger, at i jagtlovens forstand er alle naturligt forekommende dyr i Danmark vildt - og pr. definition dermed jagtobjekter.

Jægerinteresserne ansøger da også med jævne mellemrum at få flere dyr at skyde på. Senest er ca. 30 andre dyr og fugle – herunder egern og viber - på jægernes skydeønskeliste.  Dette viser, hvor fuldstændig absurd det er, at alle naturligt forekommende dyr i den danske natur defineres som jagtobjekter; da det giver jægerne en tilgang til og en hånds- og halsret over dyrene, som slet ikke tilkommer dem i et moderne samfund, hvor jægerne tilmed udgør en forsvindende lille del af befolkningen.

Levende vilde dyr i Danmark ejes af ”ingen”. De tilfalder først ”nogen” i døden; nemlig ejeren af den jord, hvor dyret udånder. Når vilde dyr ikke er jægernes ejendom, skal de selvfølgelig heller ikke forvaltes af jægerinteresser.

 

Jagtens etiske festtaler

De jagtetiske festtaler fra jægerkredse affyres efterhånden pr. refleks; og når man, i diverse danske aviser i den forgangne sommer, ser Danmarks Jægerforbunds statement: at ”vi grundlæggende skal behandle dyr etisk korrekt, og at der kan være brug for at justere på reglerne”, klinger det unægtelig både hult og arrogant set i lyset af, hvor uetisk jagt på bl.a. ræve og deres unger foregår - hele året rundt. En længe anerkendt og anvendt praksis af jægere, som tilsyneladende ikke har givet anledning til selvkritik.

Dyreværnslovens §1 tilsiger, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

Den praksis, som jagtinteresserne i bl.a. VFR demonstrerer, udtrykker desværre et bekymrende fravær af enten basal kendskab til dyreværnsloven eller manglende vilje til at efterleve den; og synes ikke at kunne kvalificere til at være medlem af et råd, hvis opgave er at varetager vildtets interesser.

 

Jagtens camouflage

Jægeren er en sand mester i camouflage. Det er så at sige en vigtig del af jagtens væsen, at give sig ud for noget den ikke er. Jagtuniformer findes i forskellige camouflerende udgaver tilpasset jagtterrænet, og der lokkes med lokkeænder, lokkeduer, lokkebukke, lokkerådyr, lokkedufte, lokkelyde osv. Bedrag fra ende til anden med drabet som mål. Der findes således f.eks. fløjter, der gengiver den perfekte lyd fra en hare/harekilling, som er i nød. Et – efter sigende - godt kald til jagten på rævehvalpe over sommeren. Skulle man som jæger tilmed have den bizarre hang til at se selve drabet på dyret igen og igen, findes der video – og fotokameraer til montering på geværet. ”Optag dine bedste jagtminder mens de sker” reklameres der med. Den ultimative trofæoplevelse – næst efter at hovere overskrævs på det dræbte dyr – i jagten anno 2013?

Hvis ræven virkelig er så snu som sit rygte, så må den dog se sig slået med adskillige kalibre; for hvor ræven blot er instinktiv snu, så hører jægeren til i den mere udspekulerede kategori, som potentiel eksponent for en anløben etik.

 

Jagtens legitimering

Jægerstanden forsøger til stadighed at legitimere jagten og drabet på vildt/dyr med reference til menneskets forhistoriske tid som netop jægere. At legitimere sine handlinger anno 2013 med henvisning til menneskets forhistoriske krybdyrhjerne er direkte useriøst, og kan højst anvendes til at forklare og undskylde primitive handlinger. Vold i alle afskygninger kunne i så fald ligeledes legitimeres præhistorisk, hvilket et civiliseret samfund selvfølgelig aldrig ville overleve.

De fleste mennesker i antropocæn har forladt præhistoriske primitive stadier som jægere. Kun en forsvindende lille del af menneskeheden finder tilfredsstillelse i at slå dyr ihjel. I Danmark mindre end 3% af befolkningen. Dette til trods for at Danmark er landet med verdens højeste jagttryk, og hvor jagten har haft held til at promovere sig i offentlige medier langt mere end dens medlemstal gør den fortjent til.

Et af jægernes ofte fremførte argumenter for hellere at ville spise kød fra vildt frem for kød fra den konventionelle svinefarm er, at vildtet har levet et godt liv. Det er imidlertid ikke et gangbart argument, da de fleste typer kød i adskillige år har været - og er – tilgængelige i både økologiske – og frilandsudgaver, hvorved god dyrevelfærd er tilgodeset. Der er sådan set derfor ingen grund til at gå ud og dræbe selv, med mindre man finder behag derved og tilmed er villig til at udsætte dyr for unødvendige skamskydninger.

Til god dyrevelfærd hører ikke kun, at dyret har haft et såkaldt godt liv, men også en god død. En kendsgerning som jægerne tilsyneladende har svært ved at tage til sig. Modsat de traditionelle slagtedyr, som slagtes under kontrollerede former – er vildtet ikke sikret en hurtig og smertefri død. Der foregår stadig alt for mange skamskydninger af naturens dyr og fugle med en langsom smertefuld død til følge eller med invaliderende lemlæstelser, som dyret svækket må forsøge at leve videre med. Det hører heller ikke med til ”en god død”, når vildt – som det foregår under bl.a. klapjagt – stresses og opskræmmes for at blive jaget ud på en regulær skydebane flankeret med skytter og hunde.

 

Jagtens fremtid

Hvis vi i dette samfund skal acceptere jagtens drab på dyr og fugle - ikke af tvingende sult eller nød som vore forfædre, men af lyst – er det etiske og civiliserede kriterium, at dyret/fuglen skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

Jagtens etiske underskud understreger nødvendigheden af, at jagtlige interesser gøres sekundære i forhold til biologisk og etisk ekspertise. Som det er nu, får alle naturligt forekommende dyr og fugle i den danske natur så at sige deres fødselsret deponeret i jagtloven og defineres dermed som jagtobjekter. Danmarks vilde dyr og fugle er først og fremmest fuldgyldige medlemmer - i deres helt egen ret - i den danske natur, og deres logiske og lovmæssige tilhørssted bør udelukkende være Naturbeskyttelses – og Dyreværnsloven. Herefter kan man diskutere om og hvordan, en jagt- og vildtforvaltningslov kan underordnes disse.

 

Birte Dahl

jagtkritiskforum

15.9.13

31. januar 2014

 

 

Dåseløver - canned hunting.

 

I bl.a. Sydafrika foregår der opdræt af løver til europæiske jægere (herunder danske), som for den nette sum af 50.000 til 250.000 kr. kan købe sig rettighed til at skyde og dræbe en såkaldt dåseløve. En løve opdrættet i fangenskab som kortvarigt slippes løs i naturen, inden den skydes og dræbes.

foto: freepik.com

 

Der lever i dag 2.000 vilde løver i Sydafrika, mens antallet af opdrættede fabriksløver til jægere nu er oppe på 5.000.

 

 

Du kan læse mere her:

 

http://www.b.dk/kommentarer/at-draebe-for-morskab

 

http://www.bornfree.org.uk/campaigns/further-activities/canned-hunting/

 

http://www.whitelionshomeland.org/?page_id=277

 

http://www.theguardian.com/environment/2013/jun/03/canned-hunting-lions-bred-slaughter